Detectskadedyr
Møl
Specielt fire arter møl er almindeligt forekommende i Danmark, og de anses som skadedyr, da de kan udrette betydelige skader i tekstiler, fødevarer eller på lagre med forskellige foderstoffer.
Klædemøl (Tineola bisselliella) er et gyldent/stråfarvet møl på 5-10 mm med frynser på bagkanten af vingerne. Dens larve er 1-12 mm afhængig af stadie. Larven spinder og fastgør et larverør på underlaget, hvor den holder til. Herfra kommer den frem og gnaver uregelmæssige huller i tekstiler.
Pelsmøl (Tinea pellionella) ligner klædemøl men har en mørk plet på forvingen, og larverne bevæger sig omkring med deres rør, som ikke er spundet fast til underlaget.
Begge arter foretrækker at etablere sig i tekstiler som uld, silke, pelsværk og fjer, hvor larverne kan udrette store skader. Møllene lægger 100-200 æg i deres levetid, og larverne kommer ud af æggene efter en uges tid.
Under optimale forhold, med god kost og en temperatur på omkring 25 grader, tager udviklingen fra larve til voksen møl 8-10 uger, og det er larverne, der gnaver hullerne. De voksne møl gør ingen direkte skade.
Melmøl (Ephestia kuehniella) er blygråt, ca. 20 mm langt og har mørke zig-zag linjer og prikker på forvingerne. Bagvingerne er lysere og har frynser langs bagkanten. Melmøllets larve er 15-19 mm lang og enten hvid, lyserød eller lysegrøn. Som navnet antyder, optræder melmøl oftest i omgivelser, hvor der anvendes eller opbevares mel eller mølleriprodukter, f.eks. i bagerier, møllerier og private husholdninger.
Melmøl trives bedst i hvedemel, men etablerer sig også i andre kornprodukter, frø, tørret frugt, mandler eller pasta.
Så snart melmøllets larver klækkes, begynder de at æde og spinde en klæbrig tråd, hvortil larvens ekskrementer og de fødevarer, som larven lever af, klistres fast. Mel og gryn, som er angrebet af melmøl, bliver klumpet pga. larvens klistrede spind og får en gråbrun farve og en ubehagelig lugt.
Tofarvet frømøl (Plodia interpunctella) er omkring 1 cm langt og let genkendeligt. Dets vinger er lysegrå på den forreste tredjedel, mens den øvrige del er glinsende kobberrød. Larven er gulhvid med mørkebrunt hoved og 12-13 mm lang, når den er fuldt udviklet.
Tofarvet frømøl er især et alvorligt lagerskadedyr i de varmere egne på kloden, så hvis de dukker op i herhjemme, viser det sig oftest, at de stammer fra en pose mandler, nødder eller rosiner, eller måske fra mel, gryn, fuglefrø eller müsli. Larverne udretter direkte skader på fødevarerne, dels ved at gnave i dem og forurene med ekskrementer og dels ved at efterlade et hvidligt spind.
Tegn på møl
De voksne møl er lyssky insekter og sidder om dagen stille på mørke steder, men i tusmørke ved daggry og om aftenen kan man opleve de voksne møl flyve rundt for at finde en mage at parre sig med eller et egnet sted til æglægning.
Andre tegn kan være, at man støder på angrebne fødevarer, hvor man kan finde møllenes spind og larvernes små sorte ekskrementer. Der kan også være gnavet uregelmæssige huller i tøj, tæpper og møbler m.v., og pelsværk kan pludselig begynde at tabe hår eller udstoppede fugle og dyr begynder at drysse og miste fjer/hår.
Hvordan bekæmpes møl
Møl formerer sig i opvarmede rum året rundt og bør derfor bekæmpes året rundt. Grundig rengøring, støvsugning og anvendelse af almindelig insektspray, hvor møllene holder til, har nogen effekt, men er i visse tilfælde uoverskueligt eller umuligt. Den bedste effekt opnås med hjælp fra en professionel skadedyrsbekæmper, som anvender limfælder, lysfælder, feromonfælder og insektgift med langtidseffekt, med henblik på detektering og bekæmpelse af både æg, larver og voksne møl.
Detect Skadedyr tilbyder bekæmpelse af møl, og du er velkommen til at kontakte os for nærmere aftale på tlf. 2841 1675.